Jesper Tverskov, 24. juli, 2009

Hvorfor vælge xmlkurser.dk

Mine kurser er fra "fra programmør til programmør". Når I mailer eller ringer til mig, kan alt tilrettelægges direkte uden mellemled: kursusindhold, tid og sted. I modsætning til andre udbydere, der blot har "XML" som en flig af deres program, er jeg specialist i XML-teknologier.

1. Vanskelig tilpasning

Tilpasning af indhold og "skrædder-syede" kurser er vanskeligere end som så: En projektleder har ofte uklare forestillinger om, hvilken kursusindsats, der er relevant, og når en virksomheds programmører selv organiserer et kursus, er de typisk blanke i XSLT og XML Schema: Det er derfor, de vil på kursus. Selv når XML-kyndige ansatte bidrager til planlægningen, er der ofte særinteresser på spil, og viden og indsigt er ikke altid opdateret.

Kurser ender derfor let med at finde sted under mottoet: "med lidt lykke og lidt held". Kurser bliver hurtigt galt afmarcheret, hvad angår virksomhedens, kursisternes og undervisers forventninger i et tåget spændingsfelt af virkelige og indbildte behov.

2. Indhold og niveau

Jeg har gjort det til mit speciale at pejle mig ind på det rette kursus, og i at få virksomheden til at bidrage med egne problemstillinger, f.eks. i form af xml-filer, schemaer og allerede eksisterende XSLT stylesheets. Mine kurser er så fleksible, at en stor del af tilpasningen kan foregå løbende under selve kurset.

Updated: 2009-07-29